Claus Christoffersen

1. Velkommen og dagsorden.

Velkommen til Folkeuniversitetets virtuelle Coronaforelæsninger. Dette er den anden af de idehistoriske forelæsninger om Weimarrepublikken, og den bygger videre på den første. Så hvis du ikke har set den første, vil det være en fordel at se den først – selv om det på ingen måde er en forudsætning. Den ligger på Folkeuniversitetets youtubekanal

I sidste forelæsning så vi på, at Første Verdenskrig og Første Verdenskrigs afslutning er et absolut brud i den europæiske historie, som skabte et historisk ingenmandsland, der med Hannah Arendts ord kun kan beskrives i termerne af et ’ikke længere’ og ’endnu ikke’.

I dag skal vi se på følgerne af dette på det politiske område. Det er ikke mindst her, at mellemkrigstiden og Weimarrepublikken er interessant, for perioden kan virkelig på mange måder belyse nogle af de politiske strømninger, vi har oplevet de sidste år. Ikke mindst populismen, men mere alment også alle de diskussioner, vi har haft om, hvad demokrati egentlig er.

2. Hal Koch og efterkrigstiden

I den nok mest betydningsfulde danske bog om demokrati – Hal Kochs ”Hvad er demokrati?” fra 1945 – skriver Hal Koch, at

””Verden er pludselig vågnet op og har til sin forbavselse set, at den er blevet demokratisk”. Det var den nemlig ikke før, og i 1930’erne var de vidtskuende og profetiske ånder ganske sikre på, at den heller ikke ville blive det……I trediverne lød det med stigende styrke, at én ting stod fast: Det vesteuropæiske demokrati som politisk system havde udspillet sin rolle. ”¹

Henning Fonsmark har formuleret det næsten endnu mere skarpt:

”Den 5. maj 1945 var danskerne sikre på, at man var tilhænger af demokratiet. Det var det system, der havde sejret og bragt en ende på krigen og på tysk besættelse af landet. Skulle der være nogen, der havde en anden mening, var de enten parat til at holde kæft – eller de var på vej til at blive sat fast”².

Men har Hal Koch egentlig helt ret i denne påstand om, at verden ikke før 1930 var demokratisk. Eller var den i en vis forstand alt for demokratisk, og det var måske det, der var problemet. Ja, det er temaet for denne forelæsning

1.1 Efter Anden Verdenskrig skal man bekende sig til det liberale demokrati, hvis man vil tages alvorligt

Anden Verdenskrig bliver forstået som demokratiets sejr over nazismen og efter nazismens rædsler og senere nederlag skal man derfor efter 2. verdenskrig bekende sig til demokrati, hvis man vil være en legitim stemme., hvilket Fonsmark-citat viser og Hal Koch da også bemærker:

”Set på denne baggrund virker det unægtelig lidt pudsigt, at nu ethvert anstændigt menneske – og de uanstændige for den sags skyld også – sværger til demokratiet og er villig til at forsikre os om, at den, der ikke er en god demokrat, er en politisk gangster, en politisk forbryder, som man må overveje, om man ikke hellere skal spærres inde. Demokratisk overbevisning – eller i hvert fald udtalelse af demokratisk overbevisning – er blevet adgangstegn for enhver, der vil accepteres i det pæne selskab. Så hurtigt omskiftes verdens gunst!.”³.

Det er dog vigtigt at forstå, at det er demokratiet i en bestemt for, man efter anden verdenskrig skal bekende sig til. Nemlig det, vi lidt løseligt kan kalde det liberale demokrati med garanterede rettigheder for individet, mindretalsbeskyttelse , magtdeling o.s.v. Det handler alt sammen om at lægge grænser ned over magten – at sørge for, at magten ikke bliver for stærk.

Og – og her kommer det afgørende: Hvis man forstår demokrati som folkestyre, så er det i realiteten et udtryk for, at folkets – eller måske snarere flertallets – magt bliver begrænset efter anden verdenskrig.

Og det gør den fordi mellemkrigstiden viser, hvad der kan ske, når man ikke lægger begrænsninger ned over flertallets magt. For mellemkrigstiden er i meget høj grad demokratiets periode – stik mod vores umiddelbare fordomme, der jo gør den til perioden for nazisme, fascisme og stalinisme. Hvilket den jo faktisk også er.

4. Første Verdenskrig sætter spørgsmål ved alle styreformer

Som jeg sagde i første forelæsning mister alle traditionelle forestillinger deres autoritet med det brud som første verdenskrig medfører. Det gælder også styreformerne – altså de forskellige institutionelle modeller for, hvordan man kan styre et land. Som den dansk forfatter og konservative politiker Alfred Bindslev skriver i 1920:

”Krigen har kastet alt i smeltediglen. Verden har måttet i støbeskeen på ny. Det vil snart kendes med usvigelig sikkerhed, at intet i den ny tid ret længe får lov til at friste livet på gammel autoritet. Åndslivets rammer sprænges. Det fosser frem med en vårfloms vælde….gamle dogmer afkræves brutalt legitimationspapirer

4.1 Det dynastiske styre mister sin legitimitet

Det gælder ikke mindst det dynastiske styre. Hele tre store kejserriger var faldet sammen med verdenskrigen: Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn – foruden det osmanniske rige.

En af Weimartidens store intellektuelle, forfatteren, bladmanden og pacifisten Kurt Tucholsky beskriver ret rørende, hvordan verden er forsvundet for en østrigsk general, der nu vender tilbage til en republik i stedet for et kejserdømme:

”To dage før havde vi rejst i en iskold kupé fra Budapest til Wien sammen med en kendt østrigsk general, og da morgenen gryede, og vi skulle tage afsked med hinanden, rejste den granvoksne mand sig med et askegråt ansigt og trykkede enhver af os i hånden og ville sige: ”Mine herrer – Gud bevare…..” Han kunne ikke tale færdig, og i kupeen var der næppe én, der ikke fik tårer i øjnene. Vi følte, at her gik et liv i stykker. Hvor forskellig end vores holdning til krigen var – så anede vi, at denne mand så noget gå til grunde, som han kompromisløst og uden forbehold havde troet på i hele sit lange liv.”⁴.

Der var godt nok stadig kongeriger tilbage, men de var alle sammen konstitutionelle kongeriger med et indskrænket monarki. Da Christian X forsøger sig med en rest af dynastisk styre, får han klart at vide, at den tid er forbi.

4.2 – og aristokratiet sin autoritet

Samtidig med, at det dynastiske styre mister autoritet, sker det samme med aristokratiet. Adelen havde faktisk stået forbløffende stærk i 1800-tallet – tænk på Estrup herhjemme, og i England er sker det først i 1906, at man får en regering med flere borgerlige end adelige ministre. Men efter krigen er det som om, at aristokratiets aura og autoritet også forsvinder med den gamle verden. Herhjemme er gullashbaronerne muligvis også med til at svække forestillingerne om livet på godserne, og vi får i 1919 lensafløsningsloven.

Men også 1915-grundloven gør op med den privilegerede valgret og medhjælperloven af 1921, der afløser tyendeloven, gør op med herskabets ret til at udøve myndighed over for tyendet. Nu bliver der tale om ansat medhjælp i stedet for underlagt tyende.

4.3 Det liberale borgerskab mister også sin magt og position

Men også den klasse, der på mange måder havde været dominerende i tiden op til første verdenskrig mister sin prestige. Nemlig det liberale borgerskab i de store byer. Deres trosgrundlag har Stefan Zweig beskrevet aldeles glimrende

”Det nittende århundrede var ud af liberalistisk idealisme ærligt overbevist om at være på den lige og ufejlbarlige vej mod ”den bedste af alle verdener”. Med foragt så man ned på tidligere epoker med deres krige, revolter og hungerkriser som på tidsrum, da menneskene endnu var umyndige og ikke tilstrækkelige oplyste; – men nu var det kun et spørgsmål om årtier, inden den sidste rest af ondskab og vold ville være endelig overvundet. Denne tro på det uafbrudte og uopholdelige ”fremskridt” havde for hin tidsalder ligefrem en religions styrke i sig; man troede allerede mere på dette ”fremskridt” end på Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye vidundere i videnskab og teknik, som hver dag bragte med sig….På tilbagefald til barbariet såsom krige mellem Europas folk troede man lige så lidt som på hekse og gengangere; vore fædre var stædigt og vedvarende gennemtrængt af troen på den usvigeligt bindende kraft, som indeholdtes i tolerance og koncillians. De mente ærligt og redeligt, at alle grænser og divergenser mellem nationer og konfessioner lidt efter lidt ville glide over i et humanitetens fællesskab, og at derved de højeste goder: fred og sikkerhed ville blive den samlede menneskehed til del.”⁵

Det liberale borgerskab mente, at det var dem, der burde styre – også under et demokrati. Som Orla Lehmann udtrykte det: De begavede, de dannede og de formuende – skal styre.

5 Legitimering alene ud fra folket

Efter Første Verdenskrig har ingen af de gamle autoriteter derfor ikke nogen magt længere. Styrerne skulle nu legitimere sig, og de kunne – som vi har været inde på – ikke længere legitimere sig ud fra tradition eller ud fra aristokratiske tankegange. Det eneste legitimeringsgrundlag var faktisk folket: Folkesuveræniteten var blevet altrådende.

I 1931 skriver den spanske forfatter Jose Ortega y Gasset bogen ’massernes oprør I den beskriver han sin egen tid som massernes tid:

”Mængden er pludselig blevet synlig og har installeret sig på samfundets yndlingspladser. Hvis den fandtes tidligere holdt den sig i ubemærketheden, i baggrunden på den sociale scene; nu er den trådt frem i rampelyset, den er blevet hovedpersonen. Der eksisterer ikke længere hovedroller: der er kun kor”⁶.

Og han skriver ret sjovt om 1800-tallet: ”folket vidste godt, at det var suverænt, men det troede ikke på det”⁷. Det lod ’mindretallet’ – altså de bedre kvalificerede – formulere et program, som de så tilsluttede sig..

Man kan sige, at man afstryger sig almuebevidstheden.

7. Demokratiets dominans: Selv åbenlyst ikke-liberale strømninger hævder, at de er demokratier.

Alle er således enige om, at hvis et styre skal have legitimitet, så skal det hvile på folket. Det skal altså være folkestyre – eller på græsk. Demokrati. Demokratiet bliver derfor i denne forstand den eneste legitime styreform.

At demokratiet har fået en særlig status med krigens afslutning kan ses af, at lande i mellemkrigstiden som helt åbenlyst ikke er demokratiske set ud fra en liberal vinkel, postulerer, at de er demokratier – bare af en bedre art.

Det gælder f.eks. Sovjetunionen, hvor kommunisterne hævder, at valgene i de kapitalistiske lande ikke viser den ægte folkevilje, fordi folket er fordrejet af pressen, af økonomiske magter o.s.v., og at kommunismen derfor først muliggør, at den sande folkevilje kommer frem⁸.

Komintern skriver således i 1928:

”Sovjetstaten som højeste udtryk for demokratiet, det proletariske demokrati, står i skarp modsætning til det borgerlige demokrati, denne maskerede form for bourgeoisiets diktatur.”⁹

Men det gælder også fascisterne. Den italienske fascistiske filosof Giovanni Gentile hævdede, at ”Den fascistiske stat….er en folkets stat, og, som sådan, den demokratiske stat par excellence.”¹⁰.

Og juristen og retstænkeren Carl Schmitt skriver direkte:

”bolsjevisme og fascisme er derimod, som alle diktaturer, ganske vist antiliberale, men ikke nødvendigvis antidemokratiske”¹¹.

Det, der var til diskussion, var ikke, om det var folkets vilje, der var politikkens grundlag, men om folkets vilje skulle manifestere sig igennem det parlamentariske demokrati, eller om man så at sige kunne springe parlamentet over og lade folkeviljen manifestere sig i en person eller et parti – Mussolini eller kommunistpartiet¹².

7.2 Demokratiet i mellemkrigstiden – parlamentarismen er kontroversielt, demokratiet er det ikke.

Mange af de politiske strømninger, som vi senere har tolket som modstandere af demokratiet, er det altså ikke helt i den grad, som vi har troet. Det er måske snarere modstandere af parlamentarismen. Stauning må således i 1923 skriver en lille bog med titlen:

”Parlamentarisme eller Diktatur. Kan Parlamentsleden helbredes. Et politisk stridsskrift”.

Man er enige om, at folket er fundamentet og at styreformen derfor i en eller anden form skal være folkestyre. Men man er i brede kredse skeptiske over for parlamentarismen.

En af de danske nykonservative, Thorkild Gravlund benævner sig selv som værende ’revolutionær nationalist” og skriver, at ”’Parlamentarismens indbo, der ikke er arvegods, men indførte marskandiservarer’ skulle væk, kasseres som ’en gammel kassebog, som et opslidt værktøj’”¹³.

I Tyskland spiller det en rolle, at det parlamentariske demokrati er blevet påtvunget landet udefra: Det var simpelt hen en betingelse for våbenstilstanden – især fra Wilson og amerikanernes side. Desuden spillede det en stor rolle, at krigen havde skabt national enighed, men freden medførte splittelse blandt befolkningsgrupper og partier. Noget, der ikke mindst viste sig i et dysfunktionelt parlament.

7.3 Det er ’folkeviljen’, der skal komme til udtryk – og det sker måske bedst gennem diktaturet er påstanden: Det plebiscitære demokrati

Over for det parlamentariske demokratis opfattelse optræder i 1920’erne en opfattelse af demokratiet, hvor folkets vilje kan komme til udtryk direkte uden om parlamentariske valg og den slags. Nemlig gennem en leder eller et parti, som er et med folket. Det er udtryk i Carl Schmitts beskrivelse af demokrati som værende et styre, hvor der er identitet mellem folket og dets leder – af identiteten mellem de regerende og de regerede. Er der denne overensstemmelse er styret demokratisk – uanset om der bliver afholdt valg eller ej.

Denne opfattelse kaldes det plebiscitære demokrati: Det er en demokratiopfattelse, der går ud fra eksistensen af et folk – popolus/plebs/plebis – der har én vilje, der bedre kommer til udtryk direkte gennem en fører/et parti og folkets opbakning(akklamation) til dette parti/denne fører, end det parlamentariske demokrati, der er kendetegnet ved særinteresser, politikersnak o.s.v.¹⁴. Det fordrer jo selvfølgelig at folket er homogent og kun har én vilje. Det er hele humlen ved det, og det får vi forhåbentlig mulighed for at komme tilbage til i en senere forelæsning

Et rige, et folk, en fører

I et sådan styre hersker den rene identitet mellem folket og lederen. Der er ingen afstand mellem lederen og folket, fordi de er et – folket er et med lederen, og lederen er et med folket. Det er det perfekte demokrati.

Det viser, at man ikke skal ønske sig det perfekte demokrati. Måske bestod fejlen i mellemkrigstidens demokratiforståelse i, at man stræbte efter at gøre demokratiet perfekt. Stræbte efter, at der ikke måtte være noget skel mellem politikere og folk. Man fristes til at udråbe et leve for fremmedgørelse og politikerlede. Det er det, der holder demokratiet sundt.

Populismen som efterkrigstidens svar på det plebiscitære demokrati

Efter anden verdenskrig bliver denne plebiscitære bevægelse erstattet af den populistiske bevægelse, der i det ydre anerkender parlamentet og parlamentariske valg, men som i en vis forstand mener, at parlamentsvalget kun skal bekræfte en folkevilje, der allerede eksisterer ude i folket – det ægte folk. Hvis valget derfor ikke fører til populisternes sejr, er det ikke længere et legitimt valg. Folkets vilje eksisterer, som den italiensk-amerikanske demokratiforsker Nadia Urbinati udtrykker det, ex ante – det vil sige, at den eksisterer allerede inden, at valget har fundet sted¹⁵. Hun skriver videre, at populismen bevarer forestillingen om det repræsentative demokrati, men gør det ud fra ideen om en leder, som inkarnerer folket. På den måde forsvinder skellet mellem folk og leder.

Den italiensk-amerikanske demokratiforsker Nadia Urbinati viser i hendes fremragende bog ’Me the people’(2019), at den populistiske leder forsøger at skabe den direkte repræsentation ved at hævde, at der ingen afstand er mellem ham og folket, fordi han inkarnerer folket. Han er lige som folket – i modsætning til den korrupte elite – ja, han er et med folket. Som Hugo Chavez sagde: ”Jeg er ikke mig selv….Jeg er ikke et individ. Jeg er folket”. Eller som Trump udtrykte det, da han blev indsværget som præsident: i dag giver vi ikke magten fra en regering til en anden, i dag tager vi magten fra Washington D.C og ” giver den tilbage til jer, det amerikanske folk”. Og lige som folket er et, helt og udelt, så må magten også være det Derfor er populismen et demokrati, der udfolder sig mellem folket og lederen – om det så er Macron, Chavez, Trump eller Orban – ikke mellem vælgerne og det splittede parlament. .

Hvis lederen inkarnerer folkets vilje, er enhver indskrænkning af lederens magt en forhindring for, at folkets vilje bliver gennemført. Derfor har populister det så svært med de konstitutionelle regler om magtens begrænsning og deling. Når populismen ophører med at være oprør, men i stedet for kommer til magten, vil den derfor forsøge at fjerne de begrænsninger, der i et konstitutionelt demokrati lægges på magten, deriblandt den begrænsning som parlamentet lægger ned over præsidenten eller den begrænsning, som domstolenes magt lægger på det ledende partis magt. Det ser vi i Polen, Ungarn, Venezuela og i en vis grad også i USA i disse år – og helt aktuelt i Ungarn. Derfor medfører begæret efter det perfekte demokrati en ødelæggelse af alle de konstitutionelle begrænsninger og regler, som sikrer, at demokratiet ikke ender i et nyt diktatur – flertallets diktatur.

Von Papen: En sloganplatform for mange demagoger

Hvis vi vender tilbage til mellemkrigstiden, så skriver selv von Papen – den sidste mere eller mindre diktatoriske kansler inden Hitler – at ”Erfaringen fra Weimarperioden viser, at den såkaldte folkets vilje var intet andet end en slogan-platorm for mange demagoger”. Det skal dog siges, at von Papen skriver dette i et tilbageblik i sine erindringer efter krigen.

7.1 Efter krigen: det liberale, parlamentariske demokrati

På grund af disse erfaringer med det plebiscitære demokrati – det demokrati, der ville skabe en enhed af folk og leder eller fører – sørger man efter Anden Verdenskrig for at begrænse demokratiet. For at gøre det bedre ved at gøre det mindre perfekt. Man sikrer mennesket rettigheder, så at et flertals magt ikke kan krænke det enkelte individs menneskelighed og frihed – man sørger for magtdeling, for at ramme magten ind med stærke konstitutioner o.s.v.

Hvad er så det liberale demokrati. Ja, y Gasset har i samtiden en meget godt bud på det:

”Den politiske form, der repræsenterer den højeste grad af vilje til fællesskab, er det liberale demokrati. ….. Liberalisme er det politiske retsprincip, ifølge hvilken den offentlige magt begrænser sig selv, skønt den er almægtig, og søger, til og med på egen bekostning, at give spillerum for anderledes tænkende i den stat, den styrer; d.v.s. den anerkender dem, der ikke slutter sig til majoriteten. Liberalismen er … den ret, majoriteten indrømmer minoriteterne, og er derfor den ædleste røst, som har lydt på vor klode. Den proklamerer sin beslutning om at leve i fællesskab med modstanderen og, hvad mere er, med den svage modstander.”¹⁶.

I forhold til den krise, vi har lige øjeblikket, er det måske af betydning, at vi allerede har haft de populistiske bevægelser. I 1918 dukkede de op i kraft af krisen, i dag ligger de på den side af det skel, som krisen udgør, som allerede er der. Derfor behøver krisen ikke at betyde mere populisme.

1 Hal Koch: Hvad er demokrati?, Gyldendal 1991, s. 7-8

2 Her citeret efter Nevers(2011), 199

3Hal Koch: Hvad er demokrati?, Gyldendal 1991, s. 8

4Kurt Tucholsky: Udvalgte skrifter, Bibliotek Rhodos 1976, s. 60

5 Stefan Zweig: Verden af i går(Lindhard og Ringhof) 12-13.

6José Ortega y Gasset: Massernes Oprør, Gyldendals Uglebøger 1964, s. 15

7José Ortega y Gasset: Massernes Oprør, Gyldendals Uglebøger 1964, s. 25

8Jfr Carl Schmitt: Die geistesgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus, Dunker & Humblot 1985, s. 38, og på dansk: Carl Schmitt: Parlamentarismens krise, Informations Forlag 2017, s. 36

9Her citeret efter: Erik Ib Schmidt: 30 Aars Kommunistisk Politik, Munksgaard 1948, s 68

10Citeret efter Jan-Werner Müller: Contesteting Democracy, Yale University Press 2013, s 4

11Carl Schmitt: Parlamentarismens krise, Informations Forlag 2017, s. 37 (Carl Schmitt: Die geistesgeschichtliche Lage des heutigen Parlamentarismus, Dunker & Humblot 1985, s. 22)

12”In a very specific sense, then, the Eruopean twentieth century, after the First World War, was an age of democracy. Not all European states had become democratic. On the contrary, many of the newly established democracies were destroyed during the 1920s and 1930s, in the eyes of many Europeans making forms of dictatorships seem the obvious way for the future. But even the political experiments that stridently defined themselves against liberal parliamentary democracy -s tate socialism as it actually existed and the fully Communist society it promised on the one hand, and fascism on the other – played on the register of democratic values. And sometimes the claimed that they were the real thing”.(Jan-Werner Müller: Contesteting Democracy, Yale University Press 2013, s 4)

13Christian Egander Skov: Konservatisme i mellemkrigstiden, Aarhus Universitetsforlag 2016, s 63

14Søren Hviid Pederser: Carl Schmitt, Jurist og Økonomforbundets Forlag 2011, s. 63-64

15Nadia Urbinati: Me the People: Harvard University Press 2019, s. 165

16José Ortega y Gasset: Massernes Oprør, Gyldendals Uglebøger 1964, s. 79