Claus Christoffersen

Folkeuniversitetets Coronaforelæsninger.

3. forelæsning

1. Velkommen og dagsorden.

Velkommen til Folkeuniversitetets virtuelle Coronaforelæsninger. Dette er den tredje af de idehistoriske forelæsninger om Weimarrepublikken, og den bygger videre på de to første, men kan sagtens ses uafhængigt af dem.

Sidste gang så vi på følgerne på det politiske område af den undergang af verden af i går, som Første Verdenskrig fører med sig, og vi så på noget af det mest spændende i Weimarrepublikken, nemlig den meget rige og levende debat om, hvad demokrati er. En debat, der har været højaktuel de seneste år, og hvor debatten faktisk kunne kvalificeres noget, hvis der var et større kendskab til den debat, man havde i mellemkrigstiden.

I dag skal vi se på et andet område, hvor følgerne får mindst lige så stor betydning. Nemlig forholdet mellem generationerne og forholdet mellem kønnene. Jeg vil gerne på forhånd advare de herrer, der ser denne video. I dag bliver ikke nogen fornøjelse. Vi skal nemlig se på nedbrydningen af det borgerlige, maskuline jeg. Den person, der havde haft det så godt i kejserriget og dengang levede i overbevisningen om egen selvfølgelig storhed.

3. Det borgerlige, maskuline subjekt fra kejsertiden

Den karakterfaste, solide borgerlige mand fra tiden før krigen er skildret med bidende ironi i Paludans ’Fuglene omkring fyret’. Det er Apoteker Tengelsen, som hovedpersonen Johan kommer i lære hos:

”Blandt meget andet måtte man misunde denne mand hans sikre dømmekraft, hans lykkelige evne til at gennemskue tingene og sige det forløsende ord. Årenes voksende indsigt havde gjort ham til landets, verdens, ja universets urokkelige dommer. Det faste punkt, som Arkimedes, der dog havde evner, forgæves søgte, det havde Tengelsen lykkeligt fundet sig selv. Han var Verdens-konstanten, problemet, divideret med Tengelsen, gav en anskuelig og pålidelig løsning. Denne mand levede i vor verden, men verden vidste kun lidet derom. Han var som en mægtig dommer i en tom sal”

Også en lille anekdote fra Kejserrigets Tyskland fortæller om den enorme selvfølelse: både Tyskland før krigen og den patriarkalske mand havde i Kejserrigets kultur.

”Da Bismarck havde sammenkaldt en international konference og ville tage plads ved forhandlingsordet med de øvrige statsmænd, blev alle deltagerne pludselig grebet af nervøsitet. For det var nok et stort bord, men det var rundt! Og ved et rundt bord er det med den bedste vilje ikke muligt at overholde nogen plads- og rangordning! Men Bismarck smilede, satte sig og sagde: ”Hvor jeg sidder, er altid øverst””.

Men dette jeg forvitrer med Første Verdenskrig. Selv om bogen er skrevet før krigen, så er hele denne bevægelse glimrende skildret af Thomas Mann i Huset Buddenbrock, som får Nobelprisen i 1929. Herhjemme kender vi det fra Lise Nørgårds mandefigurer i Matador. De forvitrer mere eller mindre alle sammen. Der er ikke en eneste solid mand i Matador: Grisehandleren bliver aldrig en dag over 5 – hvilket Ingeborg også fortæller ham, hun siger direkte, at han er et pattebarn – Mads Skjern sidder til sidst og hulker, Lægen får aldrig friet og må tage fra byen. Den eneste mand med en stærk karakter, der holder hele vejen igennem, er baronen, men han repræsenterer også som adelig en anden tid – den før-moderne, aristokratiske tidsalder.

4. De ældres autoritet bryder sammen

Kejserrigets kultur var en meget gammel patriarkalsk verden. En verden, hvor de ældre har autoritet, fordi de er ældre. Dette bryder fuldkommen sammen med Første Verdenskrig, fordi det jo er fædrenes generation, der har svigtet. Man opfattede også Første Verdenskrig som en krig, hvor en gammel patriarkalsk, militaristisk, reaktionær generation havde ofret den unge generation til ingen verdens nytte. Det skal vise sig at være lidt mere kompliceret, for der er jo også dem, der mente, at den gamle generation ikke var i stand til at gennemføre krigen – og derfor tabte den. Men i begge tilfælde er positionen, at den ældre generation fundamentalt har fejlet.

Dette skildres i Intet nyt fra vestfronten, hvor hovedpersonen beskriver, hvordan deres lærer, Kantorek, havde fyldt eleverne med patriotiske følelser og fået dem til at melde sig til krigstjeneste:

”I gymnastiktimerne holdt Kantorek så lange foredrag, at vores klasse endelig med ham i spidsen marcherede i trop hen til udskrivningskontoret og meldte sig. Jeg ser ham endnu for mig, da han lynede med øjnene bag brilleglassene og hjertegrebet spurgte os: ”I går da med, kammerater?””³.

Men krigen bliver noget helt andet, end det som lærere og andre autoriteter har stillet i udsigt og Remarque skriver derfor om lærerne, og den ældre generation i bred almindelighed:

”Men netop derfor gik de bankerot i vores øjne….. nu kunne vi skelne, vi havde med ét lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene – og alene måtte vi klare os igennem. ”.

Den tyske teolog Friedrich Gogarten siger i begyndelsen af 1920’erne:

”I dag ser vi jeres verden gå til grunde….I må ikke forlange af os, at vi stemmer imod undergangen. For I har lært os at forstå den. Nu glæder vi os kun over undergangen, for man lever ikke gerne blandt lig”.!

Det er da rene ord for pengene!

Mange er af den overbevisning, at en af årsagerne til, at det tyske ungdoms- og studenteroprør bliver så radikaliseret, skal findes i den fraværende fædregeneration: At fædrene enten var døde, invaliderede eller ødelagt psykisk under Anden Verdenskrig. Men vi skal huske på, at noget tilsvarende gør sig gældende efter Første Verdenskrig. Det er også et tema i Babylon Berlin.

4.1 Verden tilhører de overlevende unge

Men på grund af faderfigurens knæk er 1920’erne – ’de gyldne tyvere ’ – i en vis forstand det første ungdomsoprør. Med jazz, korte kjoler, kort hår og et hav af forskellige vovede danse. Da der sidste år var en udstilling om Weimartiden i det historiske museum i Berlin, var eksemplet på det unge look med det korte pagehår ingen ringere end Asta Nielsen.

Det absolutte brud, vi talte om allerede i første forelæsning, skaber paradoksalt nok en stemning af optimisme i ungdommen:Eller for at referere til Cabaret: Tomorrow belongs to me – som netop den unge dreng synger. ”The morning will come whenn the world is mine. Tormorrow belongs to me.”

Carl Zuckmayer skriver i sine erindringer, at selvfølgelig var der mange sorger efter krigen, men der var også en ungdommelig optimisme:

”Vi, der havde undgået døden i krigen, havde først nu vundet livet, som realitet, som en strøm, der bringer frem, som håb, og vi kastede fortidens ballast bag os: Væk med den. Her kommer den nye tid

Tiden, sådan troede vi, virkede for os og var på vores side…Fremtiden, sådan tænkte vi, ville tilhøre os..”.

Det minder jo meget om ungdomsoprøret: We want the world and we want it now.

4.2 Kejsertiden: Det gjaldt om at se gammel ud

Men denne dyrkelse af ungdommen er noget nyt. Før år 1900 ønskede den borgerlige ungdom at se gammel ud. Ungdom var et karrierehandicap. Aviserne reklamerede med midler til at fremskynde skægvæksten, og briller blev regnet for et statussymbol. Man efterlignede fædrene og gik med stiv fadermorder, pubertetspigerne klæde man i spadseredragter og lærte dem på denne måde at gå ordenligt. Tidigere blev ’livet’ regnet for noget, der gjorde én nøgtern, ungdommen skulle løbe hornene af sig i livet.

5 Ikke mindst en krise for det maskuline jeg

Derfor er mellemkrigstiden også en krise for det maskuline jeg – som hidtil havde haft patriarkens rolle at udfylde.

Men nu var manden ikke længere herre i eget hus, ikke længere patriark, men blot en anonym deltager i et stort spil.

5.1 Første Verdenskrig er den ’største seksualkatastrofe i den civiliserede menneskeheds historie’

I en bog med den særegne titel ’Sittengeschichte des Weltkrieges’ fra 1930 skriver den berømte berlinske sexolog Magnus Hirschfeld, at Første Verdenskrig var den størst seksualkatastrofe, der havde ramt den civiliserede menneskehed.

Kvinderne havde indtaget mændenes plads i fabrikker, kontorer o.s.v. og mændene var kommet traumatiseret hjem fra krigen. Det er kommet bag på mig, at antallet af kvinder, der er på arbejdsmarkedet ikke stiger voldsomt fra før og efter krigen. Det, der betyder noget, er dels en forskydning indenfor gruppen af erhvervsaktive kvinder således, at kvinderne nu indtager de mere moderne dele af erhvervslivet – der er færre tjenestepiger og flere kontordamer og kvindelige embedsmænd⁷ – dels, at det bliver socialt acceptabelt for kvinder at være selverhvervende i årene mellem barndom og ægteskab – og det skaber nogle nye erfaringer for kvinderne. Men i den aldersgruppe er der til gengæld en ret stor stigning i antallet af kvinder på arbejdsmarkedet. Over for 20,5 millioner erhvervsaktive mænd stod der således i 1925 11,5 millioner erhvervsaktive kvinder – mange af dem som medhjælpende hustruer. Kvinder tjente mindre, og en interessant følge af dette var, at de ikke havde nær den sammen arbejdsløshedsprocent⁸. Dette fører nogle gange til vrede mod kvinderne, og til krav om, at kvinder fyres først ved indskrænkninger og fyringsrunder, man vendte sig først og fremmest mod gifte, erhvervsaktive kvinder, der blev betegnet som ’Dobbeltverdiener’⁹. Man skal huske på, at der i de erhvervsaktive årgange er et stort kvindeoverskud, da en del mænd er døde under krigen. Der er altså en stor andel kvinder, der nødvendigvis må være selvforsørgende, da de af statistiske årsager må forblive ugifte.

Bl.a. af denne grund udsteder man i 1932 en ny lov, der skal forbyde gifte kvinder at være tjenestemænd¹⁰.

Derfor skildres det maskuline jegs krise også i en lang række af værker fra mellemkrigstiden: Tænk på Falladas ’Lille mand hvad nu’ eller Sven Møller-Kristensens ’Sangen om Larsen’ fra Kjeld Abels ’Melodien, der blev væk’:

”Han havde tænkt sig en blomstrende kone
og mange glæder og børn sku’ de ha’,
men der var ikke til børn i hans gage,
og hans kone blomstred’ altfor hurtigt a’.
Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt.”

Den østrigske feminist og forfatter Rosa Mayreder(1858-1938) betegnede direkte kontorerne som ’maskulinitetens ligkister’:

”….das Büro, das Kontor, die Kanzlei, das Atelier – lauter Särge der Männlichkeit”.

Og fortsætter, at de monumentale gravsteder for maskuliniteten er storbyen selv.

Og hun skriver allerede i 1905 i bogen ”Zur Kritik der Weiblichkeit”, at samfundet er blevet feminiseret, og at det også viser sig inden for krigen, der afskaffer de klassiske krigerdyder og erstatter dem i en passiv venten på den tekniske udslettelse¹². Hun mener, at kulturen allerede er blevet så feminiseret, og det derfor ikke er i nogens interesse at svække manden yderligere. Men feminiseringen er sket på grund af maskulinitetens krise – det er ikke kvindebevægelsen, der har skabt den.

Det svækkede maskuline jeg viser sig i tidens modesygdom ’nervesvækkelse’ (neurasteni). Det kan bl.a. aflæses i Jacob Paludans ’Jørgen Stein’, der jo betegner denne generation som ’en årgang, der måtte snuble i starten’.

5.2 Det er krigen, der har bragt emancipationsbevægelsen fra de dannede, litterære kredse og ud i samfundet

Denne ændring i kønnenes forhold havde altså sit udgangspunkt i tiden før krigen, men som den østrigske forfatter, Robert Musil, der i Weimartiden opholder sig flere år i Berlin, skriver, så er

det ikke var de intellektuelle bevægelser, men krigen, der havde ændret kønsopfattelserne og emanciperet kvinden, og forvandlet ’den nye kvinde’ fra et litterært undtagelsestilfælde til et massefænomen.

Det er ikke så meget det, at kvinderne er kommet ind på mændenes jobdomæne, der har ændret situationen, som at de har erobret mændenes fornøjelser – de ryger cigarer, kører racerbil og drikker cognac – og de har taget mændenes tøj! Det er hos skrædderne, at det afgørende slag er slået: Kvinderne går nu rundt i habit. :

”Der Krieg ist es gewesen, der den Massen der Frauen die Scheu vor dem Mannesidealen und dabei auch vor dem Ideal der Frau genommen hat, und die entscheidende Schlacht ist nicht von den Vorkämpferinnen der Emanzipation, sondern am Ende von den Schneidern geschlagen worden. Die Frau hat sich auc nicht in der Weise freigemacht, dass sie demManne Tätigkeitsgebiet abnahm, wie es früher den Anschein hatte, sondern ihre entscheidenden Taten waren, dass sie sich seiner Vergnügungen bemächtigte und dass sie sich auskleidetete. Erst in dieser Phase ist die neue Frau aus dem Ausnahmezustand der Litteratur und aus der Separation der Lebensformerei vor die Augen des Volks getreten und rasch zur Wirklichkeit geworden; ein Werdegang einer Revolution, der ein wenig zur Vorsicht mahnt.”

Og de emanciperede kvinder render faktisk i høj grad rundt i mandetøj i Weimarrepublikkens Berlin.

5.4 Der vendes op og ned på kønnenes roller inden for seksualiteten

Seksualiteten og forholdet mellem kønnene ændrer sig voldsomt – måske udgør denne forandring af forholdene mellem kønnene den mest voldsomme forandring i den tid. Det hævder i hvert fald Stefan Zweig, der i ’Verden af i går’ skriver:

”For man tænkte anderledes om de ting for 30-40 år siden end i vor tids verden. Måske er der ikke noget område af det offentlige liv, hvor der i løbet af en eneste menneskealder er fuldbyrdet en så total forandring, som i kønnenes indbyrdes forhold – det skyldes en række samvirkende faktorer:kvindens emancipation, Freuds psykoanalyse, sportens legemskultur, ungdommens selvstændiggørelse”.

I Erich Kästners roman Fabian fra 1931 skildres dette meget levende. Hovedpersonen er kommet ind på en natklub, og denne natklub beskrives på denne fornøjelige måde:

”I en af nicherne ved siden af sang en kvinde højt med drukken stemme:

”Kærlighed er lutter tidsfordriv

dertil bruger man sit underliv”

”Hende ved siden af det er et nummer”, sagde den tykke.. ”Hun hører slet ikke til her, kommer i dyre pelse, men indenunder er hun i noget helt gennemsigtigt. Det skal være en rig dame ovre fra Kurfürstendamm, oven i købet gift. Hun henter unge fyre ind i sin niche, betaler for dem og teer sig, så væggene rødmer”. Fabian rejste sig og kikkede ind over den halvhøje skillevæg.

I en badedragt af grøn silke sad en stor, velskabt kvinde og var, mens hun skrålede forskellige sange, ved at klæde en rigsværnssoldat af, som fortvivlet gjorde modstand. ”Hvad er det for en slap holdning, du har, mand”, råbte hun. ”Kom så! Præstenter dit passertegn!”. Fabian kom til at tænke på den bekendte ægyptiske ministerfrue, som så skamløst havde forulempet den stakkels Josef, Abrahams begavede barnebarnebarn. I det samme rejste den grønklædte sig, greb et champagneglas og tumlede mod balustraden.

Det var ikke fru Potifar, men fru Moll. Den Irene Moll, hvis gadedørsnøgle han havde i sin frakkelomme.

Svajende stod hun ved balustraden, løftede det spidse glas i vejret og kastede det ned i salen. Det knustes mod parketgulvet. Musikerne satte deres instrumenter fra sig. Alle så op mod nichen.

Fru Moll slog ud med hånden og råbte: ”Og det kalder sig mænd! Når man tager fat i dem, går de op i sømmene. Mine højtærede damer, jeg foreslår, at vi spærrer hele banden inde. Mine højtærede damer. Vi trænger til herrebordeller! Den, der stemmer for det, løfter hånden!”. Hun klaskede sig eftertrykkeligt på barmen, og så fik hun hikke.”

Man kan også her genkende scenerne fra Babylon Berlin

5.6 Musil: Kvinderne er blevet trætte af mandens ideal, og vil nu skabe sig sit eget ideal

Ifølge Musil er kvinden blevet træt af at være mandens ideal og har i stedet for besluttet sig selv at udtænke sit eget ideal: ”Sie will überhaupt kein Ideal mehr sein, sondern Ideale machen”. De vil selv bidrage til egen dannelse.

5.7 ’Den nye kvinde’ får store følger for manden

Ændringen af kvinderollen har naturligvis stor følger for manden.

Den østrigske forfatter Robert Musil, der i 20’erne boede i Berlin, skriver i antologien ’Morgendagens kvinde’ – en antologi, der i øvrigt kun har mandlige forfattere! Og ¨som har undertitlen: Wie wir sie wünschen :

”Det som man kalder den nye kvinde, er et komplekst væsen: det består minimum af en ny kvinde, en ny mand, et nyt barn og et nyt samfund”

Alma Mahler-Werfel, der havde en relation til bl.a. Gropius – foruden selvfølgelig Mahler og Werfel – skriver i disse år:

”For mig er ægteskabet, det statssanktionerede tyranni, suspekt og ved at undgå det vælger jeg den frie binding”.

…..man binder os på mund og hånd….

5.9 Kvinden spiller kvindelige for ikke at skræmme manden

I 1919 beskriver Joan Riviére den moderne kvindes situation under mandens krise som ”Kvindelighed som Maskerade”. De kvindelige egenskaber bliver båret som en maske for at skjule en mandighed, der ville skræmme manden. Så selv om man er departementchef og manden er studerende på 7. fag og stadig arbejder med specialet, så lader hun som om, at hun er helt hjælpeløs, når de skal bestille vin hjem på nettet. For ellers tager han bare på kursus hos Carl-Mar Møller og det ville alligevel ikke være godt for nogen..

6. En fjendtlighed over for det kvindelige

Det er også i forhold til aktuelle forhold interessant, at med sammenbruddet af traditionelle, patriarkalske autoriteter følger en fjendtlighed over for det kvindelige.

Dette fører til et begær efter at hævne sig på kvinden – og det bliver i høj grad det, der sker med fascismens og nazismens støjende maskuline idealer og dens forsøg på at likvidere en kultur, som den mener er blevet kvindelig(ikke mindst hele Weimarrepublikken).

Man må huske på, at verdenskrigen havde udgjort to meget forskellige erfaringer for de to køn: For kvinderne havde det været en frigørelsesoplevelse, der havde medført, at man havde erobret nye områder og erfaret at man kunne en masse, man hidtil havde fået fortalt, at man ikke kunne.

6.1. Det ser vi i dag

Også her er det ikke vanskeligt at finde paralleller til vores egen tid. Jeg tror man nogle gange glemmer, at den traditionelle, faglærte arbejderklasse – der er en meget stærk kraft i skabelsen af efterkrigstidens velfærdsstater – også er en kønspolitisk meget traditionel og meget patriarkalsk kultur. Det er derfor, vi får de hjemmegående husmødre i 50’erne. Ligesom borgerskabets hustruer ikke havde arbejdet, får de faglærte nu råd til, at deres koner kan gå hjemme. Og det bliver en stolthed. Det skal ikke hedde sig, at man ikke kan forsørge sin kone.

Når vi så får en tid, hvor unge kvindelige konsulenter tjener flere penge og har mere prestige end en smed, og når store dele af den traditionelle industrikultur flytter til Kina, så kan det godt ende i et ressentiment: Jeg tror, at det også var det, der skete i USA for et par år siden. Når man ser billeder af forstæder til Chicago eller Detroit, hvor arbejderklassen på de store bilfabrikker fik råd til at bygge et lille hus og få egen bil – når man ser disse parcelhuskvarterer blive omdannet til forfaldne områder med narkomaner og ser fabrikkerne stå tomme med knuste ruder, så kan det være svært, hvis man er en gammel mandlig arbejder ikke at blive vred på de unge succesrige kvinder. Som jeg engang hørte en gruppe arbejdere fra USA sige: vi kunne klare, at det blev en sort – vi kan ikke klare, at det blev en kvinde.

Og det blev det så heller ikke.